Topkarakterer til Billund Lufthavn for håndtering af Haiti nødhjælp
Nødhjælpsflyvninger til katastroferamte Haiti skaber ekstraordinær travlhed i Billund Lufthavn. Ikke mindst i Cargo Center Billund, hvor medarbejderne af flere omgange har været på overarbejde den sidste uges tid
BILLUND: Siden sidste lørdag har Billund Lufthavn med meget kort varsel håndteret fire nødhjælpsflyvninger med gigantiske fly til den katastroferamte befolkning i Haiti. Og det er sket gnidningsløst, selv om det stiller store krav til såvel logistik som medarbejdere.
”Henvendelserne omkring nødhjælpsflyvningerne kommer med meget kort varsel, og stiller store krav til de medarbejdere, som skal håndtere dem. Men det er min klare fornemmelse, at alle vores medarbejdere bakker op omkring nødhjælpsorganisationernes fantastiske arbejde, og sætter en ære i at hjælpen når frem til Haiti så hurtigt som overhovedet muligt. I hvert fald har det været problemfrit at få folk til at møde ekstraordinært ind, når det har været nødvendigt,” fortæller lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen.
Kan ikke gøres bedre
Paratheden i lufthavnen er da også blevet bemærket af både nødhjælpsorganisationerne og de operatører, der står bag transporterne.
”Det er ganske enkelt en fornøjelse at arbejde sammen med Billund lufthavn. Og det gælder på alle niveauer. Vi oplever en ualmindelig imødekommende flok mennesker, der knokler for at få tingene til at lykkes. Oven i købet afstår lufthavnen fra at opkræve landingsafgifter på disse nødhjælpsflyvninger. Det kan simpelthen ikke gøres bedre,” siger Peter Rasmussen, der er kommerciel direktør for British Airways, og som to gange har sendt et Boeing 747 fly af sted til Haiti i løbet af den sidste uge. I øvrigt kvit og frit for de nødhjælpsorganisationer, der står bag dem.
Det skete senest fredag aften, hvor Boeing 747´eren landede i Billund kort før kl. 18.00 for blot et par timer senere og 50 tons gods tungere, at kunne sætte kursen mod Haiti.
”British Airways har ikke Boeing 747´ere til ren fragt, så vi har chartret et hos Global Supply Systems. Det ankom til Billund fra England, hvor det allerede var blevet lastet med 57 tons fra engelske nødhjælpsorganisationer. Bl.a. med et par firehjultrækkere fra det engelske Røde Kors. I Billund blev der lastet spiseklar mad fra World Food Program og forskellige materialer fra UNICEF til traumeramte børn, som enten har mistet eller er kommet bort fra deres familier,” fortæller Peter Rasmussen.
Da kæmpen lettede fra Billund med fyldte brændstofstanke og ditto lastrum og gav sig ud på sin ti en halv timers lange rejse, var det med en totalvægt på ikke mindre end 397 tons!







RSS