Halløj for en søndag i hallen
Knap og nap 400 var med, da Billund IF, anført af Gymnastikafdelingen, søndag formiddag afviklede sæsonens sidste omgang Halløj i Hallen
BILLUND: Søndagens Halløj i Hallen var dedikeret det kommende springcenter i Billund Idrætscenter, som Billund IF selv skal indsamle 2 mio. kroner til etableringen af. Og med lige i underkanten af 400 deltagere, blev arrangementet nøjagtigt den succes, som det fortjente.
Normalt er billetprisen til Halløj i Hallen 10,- kroner, men denne gang var det frit, hvad folk ville betale, og det viste det sig at være en rigtig fod ide. For da billetkassen blev gjort op, kunne kassereren nemlig konstatere, at den indeholdt 6.000,- kroner og at deltagerne i gennemsnit havde betalt 15,- kroner for entreen.
”Ydermere bidrog en række af byens butikker til at gøre dagen til noget særligt. F.eks. havde Billund Bageri og Billund Idrætscenter sponseret fastelavnsboller og kaffe, som vi solgte i forhallen. Det gav næsten 3.000 kroner i kassen. Vi havde også lavet et tiltag, hvor deltagerne kunne bidrage til springcentret ved at springe saltomortaler. 10 sponsorer, Michael Din Tøjmand, Den Jyske Sparekasse, Restaurant Billund, Frede & Rikke, Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, SuperBrugsen, Carlsens Eftf. Sportmaster, Mr Ebbe og Sydbank, havde nemlig hver især sat 500,- kroner på højkant, såfremt vi kunne præstere 250 stk. og det viste sig at være en smal sag. De store springere bidrog nemlig med 398 og de små med 182 ,” fortæller Marianne Anker, der igen var tovholder for arrangementet.
Alt i alt svedte, legede, grinede og motionerede søndagens deltagere sig til omkring 14.000,- kroner, som ubeskåret går til det nye Springcenter, og dermed nærmer saldoen på springcenterkontoen sig nu 375.000,- kroner.








RSS