Albert for fuld skrue på Stenderup Skole
STENDERUP/KROGAGER: Traditionen tro, så er det spæde forår ensbetydende med, at 4.-7. klasseeleverne på Stenderup Skole rykker ca. 3 uger ud af det traditionelle skoleskema, og i stedet lægger alle kræfter i at opsætte en musical.
I år er det Albert – frit efter Ole Lund Kirkegaard – der er på programmet.
Albert bor sammen med sin familie i Kalleby. Han er en temmelig uartig men absolut sjov dreng. Sammen med sin bedste ven, Egon, roder han sig ud i en masse ballade, som Egon stort set altid får skylden for.
En del af handlingen foregår på Hjallevad Marked, hvor Albert bl.a. møder Tubbe og Gnalle, Leopold Leopoldus, Manden med diamanten en masse handlende, gøglere og markedsgæster, og hvor han også får lært at stjæle af tyveknægten Rapollo, som han møder på vej til markedet.
Som i enhver god historie af Ole Lund Kirkegaard, så er der masser af fest og sjov undervejs, og selv om det ikke er alt, der er lige fint i kanten, så løses tingene alligevel til de flestes tilfredshed.
Fællesskabet det vigtigste
Undervejs i processen har eleverne arbejdet med sang, musik og skuespil, de har selv været med til at lave kostumer og rekvisitter og så har de ikke mindst fået lært en masse om fællesskab og hvad det betyder.
”Og netop fællesskabet er det bedste af det hele. Alle kommer tættere på hinanden i løbet af drama ugerne, også på tværs af klassetrin, og det betyder utrolig meget for trivslen i hverdagen på vores skole,” fortæller 6. klasse eleverne Lærke Berdiin Madsen og Anne Lorenz, der er udpeget som talskvinder for dramaholdet.
For de to piger, som tidligere været med til at lave Hodja fra Pjort og Ronja Røverdatter på skolen, er de 3 drama uger noget de ser frem til. Også selv om det ind imellem betyder at skoledagen bliver længere end normal.
”Sådan tror vi, at alle har det. For det er sjovt at arbejde med, selv om det ind imellem kan være hårdt,” siger pigerne, der også fortæller at det sværeste ikke nødvendigvis er at lære alle replikkerne uden ad.
”Det er mindst lige så svært, at man ikke er sig selv, når man er på scenen, men i stedet skal leve sig ind i og forestille en anden karakter,” slutter de.
Noget at glæde sig til
Der er for generalprøve på stykket i dag onsdag og torsdag formiddag er elver fra en række andre skoler i området inviteret til den rigtige generalprøve. Premieren, der er for forældre, søskende osv. finder sted torsdag aften, og de røde lamper er allerede hængt ud. Samtlige billetter er simpelthen revet væk.
Billund UgeAvis fik lov at kigge med under prøverne tirsdag, og det var en rigtig god oplevelse. Tilskuerne til såvel generalprøver som premiere kan roligt glæde sig.







RSS