Det er slemt at være gammel og utryg
Med henvisning til plejehjemssagen fra København føler jeg trang til at fortælle, at sådan er det heldigvis ikke i Billund, hvor jeg bor, og er tilknyttet Billund Plejecenter. Jeg får den tid, jeg er berettiget til af min flinke hjemmehjælper.
Hvad hjemmeplejen angår, synes jeg, det er fantastisk med den pleje og omsorg, der bliver ydet mig. Ikke mindst da jeg for nylig var så uheldig at falde lige efter, at aftenvagten var gået. Hvordan det skete husker jeg ikke, men pludselig lå jeg på gulvet, og det er desværre sådan, at når jeg falder, er jeg fuldstændig hjælpeløs og kan ikke komme op ved egen hjælp. Min trådløse telefon, som lå på rollatoren, var også faldet ned, og jeg kunne ikke finde den.
Til alt held havde jeg ikke brækket noget, men slap med en lille flænge i armen, som ganske vist blødte en del, mens jeg forsøgte at kravle rundt på knæene for at lede.
Det lykkedes mig ikke at finde telefonen, så til sidst så jeg ikke anden udvej end at lægge mig ned på gulvet og vente på, at hjælpen kom. Det var en lang og slem nat. Da havde det været godt med det nødkald, som jeg har søgt om indtil flere gange, men fået afslag på.
Da jeg gerne vil sove længe, kommer der ingen morgenvagt, så først efter kl. 11.15 kom der hjælp. Flere dygtige og søde hjælpere fik mig på højkant og hjalp mig i seng, og jeg kan kun takke for deres store hjælpsomhed og omsorg. Jeg er dog sikker på, at de meget hellere ville have hjulpet mig med at komme op fra gulvet 12 timer før, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde haft et nødkald.
Med mine 93 år, hjerteproblemer og andre skavanker, der er fulgt med alderen, må jeg sige, at jeg efter det seneste fald føler mig utryg. Jeg får nu et ekstra besøg fra hjemmeplejen, men min oplevelse for nylig gjorde det helt klart, at når vagten er gået, og hvis jeg af en eller anden grund ikke kan bruge min telefon, så er jeg hjælpeløs, hvis der sker noget.
Jeg håber derfor meget, at man efter denne omgang vil tage min ansøgning om et nødkald op igen. Det er ikke altid lige rart at være gammel, men det er slemt at være gammel og utryg.
Vagna Arentoft
Lindevej 27
Billund







RSS