Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Læserbreve

Lægmand søger aktindsigt… og det er bestemt ikke let.

16.07.2010 kl. 09:31
Annonce
dd

”Du er ikke part i sagen, så du kan kun få aktindsigt i de ting, du har ret til at få indsigt i efter offentlighedsloven og ikke efter forvaltningsloven, som du har søgt.

Og det du får, får du i øvrigt også kun hvis det ikke er for besværligt for os at finde frem…”

Jeg er formand for Børnehaven Firkløverets forældrebestyrelse, og jeg mener bestemt i den forbindelse, at jeg er part i sagen om indstillingen til lukning af Børnehaven Firkløveret. Dér, som med flere andre ting for tiden, er jeg åbenbart ikke enig med administrationen i Billund Kommune om.

Fornemt er det da at blive inviteret til et møde på kommunen og få flere dokumenter fremlagt. Voldsomt frustrerende er det dog at gå derfra med kun 1/3 af det, jeg har anmodet om.

Så snart én fra Firkløveret i denne debat antyder noget, der kan ramme andre, får vi skudt i skoene, at vi ikke er saglige, og bliver bedt om at holde os på egen banehalvdel. Aktindsigten skulle netop give os belæg for det, vi skriver og mulighed for at argumentere med tal og dokumenter, som holder vand. Men det er ikke særlig let, når ikke vi kan få adgang til det, vi mener at have brug for. Et sammenligningsgrundlag er vel ikke for meget at bede om, når hele SWOT- analysen er lavet som sammenligning af børnehaverne?

Eller har der måske i virkeligheden aldrig været tale om en sammenligning?

”Du har naturligvis mulighed for at klage over afgørelsen til Statsforvaltningen Syddanmark”.

Ja, tak – men det ved administrationen ligeså godt som jeg, at jeg ikke får en disse ud af, da jeg tidligst kan vente en afgørelse et halvt år efter, at høringssvaret ang. børnehavelukninger skal være kommunen i hænde.

Jeg håber bare for alle jer andre helt almindelige borgere, at I aldrig kommer i en situation, hvor I får brug for at anmode om aktindsigt. For let er det ikke…

Rikke Jakobsen
Flintemarken 4
Billund




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Læserbreve-forsiden

Bedøm artiklen:
4
 har stemt. Gennemsnit
3,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock