Tove ”Tillid” Christensen fylder 75 år
Hun er fast i mælet når hun svarer på spørgsmålene. Hun er venlig og imødekommende, og har et fast håndtryk. Hun er Tove ”Tillid” Christensen tidligere fællestillidskvinde for KAD og mange andre på LEGO, formand for KAD i Grindsted og medlem af KAD’s hovedbestyrelse. Af hendes venner beskrives hun som; stærk, selvstændig, ambitiøs, uimponeret, hjælpsom, og med et stort hjerte for de små i samfundet.
Hejnsvig: Du drejer bare til højre ved den store svinefarm! lød beskeden i telefonen. Når Tove har talt, gør man hvad der bliver sagt. Det var ulideligt varmt, termometret i bilen viste 31 grader Celsius. Turen gik af en velholdt grusvej ned mod nummer 122. Pludselig befandt Deres udsendte sig i en tunnel af træer, og for enden af tunnelen, mellem masser af store løvtræer, kunne man se Tove Christensen og hendes datter sidder og nyde livet i skyggen under parasollen. I stolen lå hunhunden Sussi, som da bilen holdt stille kom ilende for at sige velkommen, og blive klappet.
Født østjyde
Tove Christensen blev født den 30. juli 1935 i Nørre Snede. Hendes forældre, Mads og Karen Frandsen fik yderligere otte børn. Det betød, at Tove, som var den ældste af de ni børn, da hun blev indstillet til realskolen i Tørring, sagde hendes far, -Hvordan skal jeg få råd til resten? Hun måtte nøjes med de otte år det blev til i Nørre Snede Skole. Hun fortæller, at hun var glad for at gå i skole. Først to år i forskolen med en ældre lærerinde og derefter seks år i den store skole med tre dygtige lærere.
Efter konfirmationen kom hus ud at tjene, som det hed dengang. Tre pladser havde hun, hvor hun bestemt ikke var glad for at være. Der hvor Transportcentret i dag ligger, forklarer hun med et smil, lå gården Lysholt, hvor hun tjente i to år, og var rigtig glad for at være.
Første tillidspost
Hun foretrak nu at komme til at arbejde på fabrik, og flyttede til Fredericia. Der fik hun arbejde på I.P. Schmidts Cigarfabrik. Der gik ikke lang tid før hun blev valgt som tillidsrepræsentant for kvinderne. Her bestod det daglige arbejde i hen mod fyraften at forhandle med lederen om, hvor meget af det tobak der var blevet leveret til kvinderne, der var noget skidt. Det vil sige, at der var huller i det tobak, der skulle bruges til dækblade, og hvor mange maskinstop, der havde været i løbet af dagen. Alt sammen noget der var med til at ødelægge kvindernes akkord og dermed indtjening. –Det kunne være noget sejt at blive enige om, hvor mange procent, der skulle lægges til kvindernes resultat af dagen arbejde. Til slut blev der for meget, og hun flyttede til Rabech Fisk. Her var hun kun et år, hun havde nemlig mødt sin mand Hans, der havde et husmandssted i Hejnsvig, og flyttede med ham.
Hjemmegående, en tid
Tove Christensen var hjemmegående og passede sine børn til 1972, hvor hun blev ansat på LEGO. Hun blev der til 1987, det blev år med masser af fart på. Otte år efter sin ansættelse var hun fællestillidskvinde, ikke bare for sine egne medlemmer i Kvindeligt Arbejderforbund, KAD, men også for alle de andre timelønnede så som smede, langturschauffører i Transportafdelingen og andre. Ved siden af dette arbejde var hun også blevet valgt som næstformand i KAD’s afdeling i Grindsted.
At hun kom ind i afdelingens bestyrelse skete fordi hun på en generalforsamling udtrykte sin manglende forståelse for, at skifteholdsarbejderne fik to kroner mindre i timen, en hun selv fik på fast aftenhold.
Blandede sig
Hver gang Tove Christensen så noget hun opfattede som en uretfærdighed, gik hun omgående i krig med at få fjernet samme. En lille ting, men dog én der fik sindene i kog var, da en afdelingsleder syntes det var synd, at hans kontordamer skulle få deres sko snavset til på en parkeringsplads dækker med grus. Han lavede en regel om, at kontordamerne måtte parkere på asfalten og de timelønnede KAD’ere kunne så passende holde ude i gruset.
Hun blev vred og ville tale med lederen, men han ønskede ikke at ændre på beslutningen. Hun mere end antyder, at han københavnske oprindelse nok var grunden til hans manglende forståelse for, at hans beslutning var et problem.
Det endte med, at hun skrev til Gotfred Kirk Kristiansen om sagen. Efter en kort samtale med ham blev problemet løst de der mødte først parkerede, hvor de ville, og resten måtte så tage de pladser der var tilbage. Lederen var til gengæld ikke særlig glad for løsningen.
Stort og småt og uddannelse
Tove Christensen lægger ikke skjul på, at hun måtte tage sig af stort som småt. –Det, der kunne være et stort problem for den enkelte, blev ikke altid opfattet på samme måde af hans eller hendes tillidsmand. Det betød, at hun ofte måtte tage sig af små sager, som blev løst til glæde for den enkelte, men sled på kræfterne.
Én af de ting hun var meget opmærksom på var uddannelse. –Da den borgerlige regering kom til i 1982, skulle vi pludselig til at betale for at gå på aftenskole, det var hun ikke glad for. Hun gik til Godfred Kirk Christiansen og foreslog ham at firmaet betalte for at kvinderne kunne komme på aftenskole i alment dannende fag. Gotfred Kirk Christiansen gik med til en toårig prøveordning. Det var en succes, forklarede hun, -Allerede det første år havde vi omkring 100, der gik på aftenskole. Hun fortsatte, -Det blev en succes, der kvalte sig selv, idet kvinderne fandt ud af, at VUC, som de ellers havde været lidt bange for, var et sted man kunne komme og lære noget, og sådan blev det.
Godt forhold til ledelsen
Hun bruger meget tid på at fortælle, at de allerfleste af de chefer og ledere hun i årenes løb har forhandlet med, at vor ordentlige og dygtige folk. Hun fortæller med at smil om hvordan hun ind imellem havde siddet i forhandlinger med cheferne, og hvor man havde råbt lidt af hinanden, for så til sidst at finde en løsning. –Det jeg har været mest glad for er, efter sådan en forhandling kunne man igen mødes udenfor forhandlingslokalet og være lige gode venner. Hun understreger, at det er godt nok med mange regler, men at der også skal være plads til at være menneskelig. –Endelig er det, det hele drejer sig om, at få firmaet til at køre bedst mulig til alles tilfredshed. Hun fortsætter, -Jeg ved godt, at nogen ind imellem har ment, at jeg var sammenspist med ledelsen, men den opfattelse må de gerne have, for mig drejede det sig om at få det til at glide.
Formand for KAD i Grindsted
I 1988 blev hun formand for KAD i Grindsted. –Hvordan var det at blive formand. –Det var en god oplevelse, men jeg gjorde mig fra begyndelsen klart, at det er pigerne, der bestemmer på generalforsamlingen. Har man ikke gjort sit arbejde godt nok, kan man pludselig stå ude i kulden.
Hun fortæller, at det at være formand i virkeligheden kun var en forlængelse af at være tillidsrepræsentant. –Det betød, at jeg skulle ud for at snakke med virksomhederne i området. For eksempel var der et firma, som i lang tid havde nægtet at lave overenskomst med os. En af undskyldningerne var, at firmaet ikke kunne blive enig med SID. Hun foreslog ejeren at lave overenskomst med hende, og så kunne han passende give mændene det samme i løn som kvinderne. Det løste op for problemet og der blev indgået overenskomst.
-Har du aldrig tænkt på at stille op til folketinget. Hun svarer meget klart, at hun ikke ville være politiker. Selv blev hun et par gange bedt om at stille op til byrådsvalg i Grindsted, men sagde nej-tak. -Så kunne jeg nemlig ikke komme efter dem (politikerne red. Bem.), hvis de lavede noget skidt! Forklarede hun. Én af de politikere hun udtrykker stor respekt for er Billunds afdøde borgmester Erik Thygesen. –Ham kunne man stole på, og han gjorde et godt stykke arbejde. Man skal nok respektere de folkevalgte, men man behøver ikke være ydmyg overfor dem. De er jo valgt som vore tjenere.
Til sidst blev det hele for meget og hun valgte at stoppe, -Jeg havde så at sige brændt mit lys i begge ender. Men jeg er stolt af, at Gotfred Kirk Christiansen forærede mig en guldkæde i afskedsgave.
Store ord har ikke været Tove Christensens vane i dette interview, men hun sagde dog på et tidspunkt, -Det endte med, at de kaldte mig ”Tove Tillid” på LEGO, og der er jeg lidt stolt af.
Nødhjælp og blomster
Det er nu to år siden Tove Christensen sagde farvel til den sidste bestyrelsespost. Hun har bestemt ikke haft tid til at kede sig. Allerede inden hun forlod den sidste post har hun involveret sig i nødhjælpsarbejde i så forskellige steder i lande som Polen, Nicaragua og Rumænien. Ikke bare ved at være fadder for et par piger l SOS børnebyerne, nej hun har også besøgt byerne. Rent fysisk er det blevet til, at hun har siddet hjemme og syet dyne- og pudebetræk til et børnehjem, og været med til at skaffe 75 cykler til børnene.
Smilende fortæller hun, at gode venner var bange for, at hun skulle ”Gå i frø”, og derfor bad de hende være med til at invitere 15 børn i syv til 12 års alderen fra Tjernobyl til Danmark i fire uger. De havde lovet, at de skulle nok hjælpe. Smilende fortæller hun, at hun selv kom til at hænge på projektet i Darum ved Bramminge, hvor børnene var indkvarteret. Igen måtte hun skaffe penge forskellige steder fra. Igen måtte fonden på LEGO holde for.
I 1982 var hun drivkraften bag etableringen af ”Medarbejdernes Jubilæumsfond”. Gotfred Kirks Christiansens fødselsdagspenge, da han fyldte 70, ca. 1.000.000,00 gav han til fonden, siden da han fik en pris af Handelskammeret på 100.000,00 gik de samme vej. Prisen skulle overrækkes på Børsen i København. Gotfred Kirk Christiansen bad Tove om at tage med.
–Der stod jeg så blandt erhvervslivets koryfæer, med hr. Mærsk McKinney Møller i spidsen, sagde hun smilende. Godfred takkede for prisen og sagde højtideligt, at han havde taget sin fællestillidsmand, fru Tove Christensen med. Derefter slog han over i den daglige tone og sagde, -Tove kom herop og modtag pengene til din fond! Bagefter kom hr. Møller hen og tog mig i begge overarme og sagde, -Det er mig en glæde at hilse på Dem! –Jeg blev så befippet at jeg bare sagde tak!
Medarbejderne ”fik lov” at støtte med et par hundrede kroner, hvis de ikke ville, måtte de melde fra. Hun griner lidt og siger, -Den slags er forbudt, men hvad skidt, vi gjorde det alligevel. Medarbejderfonden har givet rigtig mange penge til meget forskellige formål som køb af LEGO-huset i Polen. Det var Red barnet der søgte om pengene, og derfor kom det til at hedde LEGO-huset. At Tove Christensen har besøgt huset er nærmest en selvfølge.
Når Tove Christensen er hjemme går tiden blandt andet med at passe de mange krukker med blomster. –Det er ikke til at have blomster mellem alle de store træer, som skygger for dem, derfor har jeg dem her omkring terrassen.
Tiden er ved at løbe ud. Tove Christensen skal ind for at stege bøffer til Hans og sønnen. Endnu et fast håndtryk og tilsvarende blik. Vi sagde tak for iskold hyldedrik og te med tilhørende roulade med flødeskum.
RSS