Så er der atter DBU Fodboldskole i Billund
BILLUND: Traditionen tro, så er Billund IF igen i år vært for den populære DBU Fodboldskole. Tiltaget blev skudt i gang mandag, og hver dag fra kl. 9-15, frem til og med på fredag, vil knap et par hundrede fodboldglade børn i 8-15 års alderen, og af begge køn, knokle på med bold, træning og fællesskab på de grønne arealer bag Billund Idrætscenter.
Det er igen Lars Thomsen, der er leder for skolen, og til at hjælpe sig har han en stor flok frivillige trænere og hjælpetrænere. Bl.a. har ”Bandana Kim” fra Skagen, som rigtig mange tidligere deltager med garanti kan huske, endnu engang meldt sig under fanerne.
Deltagerne har hver især betalt 695,- kroner for at være med, og ud over en fantastisk oplevelse, inkluderer betalingen også et flot Adidas landsholdstræningssæt (trøje med DBUs Fodboldskolelogo, shorts og strømper), et diplom for deltagelse, egen personlige drikkeflaske, en unikt designet Select fodbold i Talento kvalitet, gruppefoto, en billet til LEGOLAND og en masse nye venskaber.
SuperBrugsen sponserer frugt til alle
Desuden har Lars Thomsen allieret sig med SuperBrugsen i Billund, der samtlige dage - hele ugen – kvit og frit vil sørge for frugt til alle.
”I mange år var frugt inkluderet i fodboldskole konceptet på landsplan, men det fik ende, da sponsoren (SPAR red.) for et par år siden valgte at springe fra. Heldigvis trådte SuperBrugsen i Billund til som lokal frugtsponsor for os, og den tradition har den nye uddeler, Steven Stenner Nielsen, heldigvis valgt at fortsætte. Så også i år er der noget sundt at stille sulten med undervejs for både børn og trænere,” fortæller skolelederen, der oven i købet kan glæde sig over, at lækkerierne bliver leveret direkte ved døren hver dag under forløbet.
Traditionen tro, så slutter DBU Fodboldskolen fredag over middag med en kamp mellem de ældste elever og træner staben.







RSS