Gyttegård Golf Klub er klar til at forsvare 1. pladsen
HEJNSVIG: Før sidste spillerunde i golfens superliga´s vestkreds, har Gyttegård Golf Klub indtaget 1. pladsen
Lørdag den 7. august kl. 08.00 tager holdet imod Holstebro og der startes med 3 doubler. Kl. 13.00 starter de spændende singler.
Søndag den 8. august drager holdet til Aalborg, for at spille mod sidste års danske mestre fra Aalborg Golf Klub
Med blot et enkelt point i de sidste to kampe, så er DM slutspilspladsen sikret for fjerde år på stribe, og klubbens formand, Hans Bennetzen, er da også både spændt og optimistisk.
”Vi glæder os rigtig meget til den sidste spillerunde, som på mange måder er vigtig for os. Vi meldte jo ud, inden sæsonstart, at i år skal det være – vi vil så pokkers gerne have de guldmedaljer, efter vi i nogle år har været rigtig tæt på.
Med den opbakning til vore hjemmekampe, som vi igen i år har oplevet, spiller vi jo nærmest med en spiller mere på banen. Vi håber at se rigtig mange på ”lægterne” på lørdag den 7. august 2010. Der er en utrolig stemning til vore hjemmekampe og man er meget velkommen, også selv om man ikke lige har været til golf før,” siger han.
Cheftræner Johnny Streit er også optimist forud for den sidste spillerunde. ”Spillerne er ved rigtig godt mod og har en bunke selvtillid stående på kontoen. Efter tre sejre ud af fire mulige, har vi indtil nu holdt kursen og flere af spillerne har siden sidste turneringsrunde, leveret rigtig gode individuelle resultater i diverse turneringer, både her i Danmark og rundt i Europa”.
Gyttegård Company Club, som er Golfklubbens erhvervsklub, er igen klar til at bakke holdet op.
”Vi krydser fingre og møder talstærkt op, for at vise spillerne, at vi også tror meget på dem. Vi har i Company Club et godt hold bestående af nogle yderst stærke virksomheder – virksomheder som alle gerne vil signalere, at de går med i kampen for guld til dette her område,” siger Gyttegård Company Club`s formand Robert Kristiansen.







RSS