DM slutspillet glippede for Gyttegård herrer
GYTTEGÅRD: Trods det bedste udgangspunkt af alle inden weekendens to sidste ordinære runder i Danmarksturneringen, så lykkedes det ikke for Gyttegård Golf Klubs Elitedivisions herrer at sikre sig adgang til årets slutspil om DM.
Weekenden modstandere var Holstebro på hjemmebane lørdag samt Ålborg ude søndag, og på forhånd var det allerede klart, at Gyttegård herrerne blot skulle spille en af de to kampe uafgjort for at sikre sig adgang til DM finalespillet, i øvrigt for fjerde år på stribe.
Men, men, men – holdet måtte sande, at opgaven viste sig at være en for stor mundfuld. Lørdagens hjemmekamp blev godt nok kun tabt knebent med 10-8 og blev endda først afgjort i den sidste bold på banen på hul 18, hvor Gyttegårds unge Nikolai Christensen, efter en ellers heroisk indsats, dog til sidst måtte strække gevær mod professionelle og gennemrutinerede Peter Jespersen, der er en af de få hjemlige spillere, der kan skrive Europa Tour erfaring på cv´et.
I søndagens match gik det helt galt, om end Gyttegård spillerne fulgte nogenlunde med i formiddagens foursomes, som blev tabt med 4-2. Kravet var derfor mindst 3 sejre samt en uafgjort i eftermiddagens singler, såfremt det ene point skulle i hus og slutspilspladsen sikres. Men sådan gik det langtfra. Det var nemlig kun Nikolai Christensen der formåede at vinde, mens samtlige de fem øvrige spillere alle tabte, og dermed sluttede kampen med en sikker Ålborg sejr på 14-4.
Weekendens resultater flaskede sig således, at samtlige de fire hold i Vest kredsen slutter med 6 matchpoint og dermed er det forskellen på vundne og tabte opgør (i Elitedivisionen der spilles ni pr. kamp) i samtlige årets kampe, der afgør de endelige placeringer. Det betyder, at Ålborg vinder kredsen foran Holstebro og med Gyttegård på 3. pladsen. Silkeborg slutter sidst og må dermed sige farvel til landets bedste række efter blot en enkelt sæson.
Andet holdet spiller om oprykning
Var stemningen trykket på klubbens bedste herrehold, som var den til gengæld særdeles fin på 2. holdet, der spiller i 3. division. Holdet spillede søndag på hjemmebane mod Breinholdtgård, og det opgør endte i en sikker sejr på suveræne 10-4. Dermed er Gyttegård vinder af kredsen og skal nu spille om at rykke op i 2. division.
Også 2. divisions pigerne har haft en rigtig god sæson, som slutted med sejre i begge weekendens kampe, hvilket dog ikke rækker til at komme i betragtning til 1. division. Men holdet slutter på en fornem 2. plads kun 2 point efter vinderne fra Lillebælt.







RSS