Første sølvmærke til 9-årig
GYTTEGÅRD: Enhver golfspiller ved, at det korte spil indenfor de sidste 50 meter fra hullet er både svært og meget vigtigt, hvis man vil præstere godt på golfbanen. Rasmus Højgård fra Gyttegård Golf Klub er heller ikke tvivl om dette, og derfor har han brugt rigtig meget tid på at træne de typer af slag, som man skal kunne for at være skarp omkring greenen.
Faktisk er han blevet så dygtig, at han som den første spiller overhovedet har bestået den svære prøve til sølvmærket i "kort spil", og det var en både glad og imponeret Børn og Unge formand fra klubben, der kunne overrække sølvmærket til Rasmus.
"I Gyttegård bliver vi altid meget stolte, når vores juniorer klarer sig godt, og det gælder selvfølgelig især, når de præsterer bedre end os voksne. Men det er på ingen måde et tilfælde, at det lige blev Rasmus, som snuppede det første sølvmærke. Selvom Rasmus kun er i gang med sin anden sæson som golfspiller, så er han allerede kommet under handicap 15, hvilket svarer til et niveau, som de fleste voksne begyndere aldrig kommer i nærheden af. Når man er 9 år er man både fysisk og udstyrsmæssigt handikappet i forhold til de voksne i det lange spil, men det kompenserer Rasmus og mange andre dygtige juniorer for ved at være ekstra dygtige i det korte spil. Den træning de lægger i det korte spil nu, kommer dem til gode, når de bliver ældre - så bare vent og se, hvad der sker, når de vokser op og kan slå bolden over 250 meter!" siger Børn & Unge formand James Hillerström med et smil.
Sølvmærket i "kort spil" er en del af et samlet mærkesystem, som er lavet i samarbejde mellem Dansk Golf Union og Gyttegård Golf Klub.
Mærkesystemet er blevet testet i Gyttegård gennem de to seneste sæsoner, og fra 2011 vil alle danske klubber kunne anvende det til motivere spillere på alle niveauer til at dygtiggøre sig.
Fakta:
For at få sølvmærket i "kort spil" skal man på maksimalt 70 slag og under medvirken af en kontrollant:
* spille 6 bolde i hul fra ca. 7 meter,
* spille 6 bolde i hul fra ca. 14 meter,
* spille 6 bolde i hul fra ca. 23 meter,
* spille 6 bolde i hul fra ca. 40 meter,
* spille 6 bolde i hul fra sandbunkeren
Læs mere om mærkesystemet på http://www.gcat.dk







RSS