Thyra Frank en tornado af godt humør
Der var mødt over 100 op på plejehjemmet Stensvang i Bredsten. Alle var de kommet for at høre forstanderen for plejehjemmet ”Lotte”. De fik hvad de kom efter. Et godt grin over den måde forstander Thyra mufler uforstående politikere og embedsmænd på. Og de fik hørt fra en stor kvinde med et lige så stort hjerte, hvorfor man skal behandle sine medmennesker med respekt og hjerte
Bredsten: Der sad de så, knap 100 kvinder og skuffende syv mænd, inklusiv Deres udsendte. Forventninger var høje og selv om snakken gik livligt så søgte øjnene mod døren. Hvor bliver hun af? Ud gennem glasdøren kunne vi se plejehjemsbestyrer Annelise Ousen give Thyra Frank et mægtigt velkomstknus, de kendte tydeligvis hinanden.
Altid jyde
Thyra Frank er født i en lille flække i Rold Skov. Hun taler med den bløde dialekt, der hører hendes hjemegn til. Hendes 22 år som forstander for det efterhånden verdensberømte plejehjem ””Lotte””, på Frederiksberg, har ikke anfægtet hverken hendes jyske dialekt eller tilsvarende kontante holdning til økonomi, og det at tage sig af andre mennesker.
Hun fortalte, at hun egentlig kun skulle være på ””Lotte”” i syv måneder. Smilende forklarede hun, at nu havde hun været der i 22 år og 50 kilo tungere. Det, at hun var blevet der så længe og havde taget sig af dem over 60 år, mente hun var hendes egen livsforsikring.
Mor på plejehjem
Hun fortalte, at hendes mor efterhånden var blevet 96, og stadig var familiens festminister. Da hun fyldte 90, havde hun danset til klokken tre om natten. På et tidspunkt under festen sagde hun til Thyra, -Jeg vil helst danse med de unge mænd, de er ikke så tunge at slæbe rundt på! For 11 år siden mistede Thyra sin far, og moderen mistede mere eller mindre livslysten. Thyra fik hende flyttet til ”Lotte”, hvor moderen har fået mange gode veninder. –De kan så sidde og fortælle hinanden den samme historie tre gange i timen, og opleve historien som noget nyt hver gang. Det, at moderen havde fået veninder at tale med, gjorde, at hun hver dag oplevede stjernestunder på ”Lotte”. –Og det er jo det det hele drejer sig om, understregede Thyra.
Embedsværket
Thyra Frank gav ikke meget for bureaukrati og embedsværk. Københavns kommune havde fundet ud af, at alle køkkener skulle lukkes, og plejehjemmene skulle have mad fra et superkøkken på Amager. Det ville spare en udgift på 90.000,00 kr. Thyra sagde nej. Hun skrev en check på 90.000,00 kr. og sendte den til kommunen med besked om, at hun så ville beholde sit køkken. Kæmpe ballade, det kunne man ikke! -Det kan man godt, sagde Thyra, og hun beholdt sit køkken. –Det kan godt være, at de kunne lave sundere mad, men maden skal ned før den kan virke sundt, og hvad hjælper det, når de gamle ikke vil spise den. Nej! De skal have mad med piskefløde i. Flæskesteg, jeg elsker flæskesteg, og med fed brun sovs, det ved de hvad er, og de lever godt med det. Og så skal de i øvrigt have rødvin til.
Emil
Folk havde grinet så tårerne løb ned ad kinderne i en times tid. Efter kaffen fortalte Thyra historien om Emil, der mistede sin kone og livslysten af samme grund. Han kom på ”Lotte” og sagde ingenting, han havde lukket sig inde i sig selv. Så blev det tid at rejse til Rhodos, med 12 kørestole, familiemedlemmer til beboerne, og deres børn, i alt 75 personer. Vel ankommet til Rhodos spurgte Thyra Emil, om han ikke skulle ud at bade. Han så på swimmingpoolen og rystede på hovedet, og så i stedet ud over havet. Tre granvoksne mænd bar den kørestolsbundne Emil ud i bølgerne, hvor han hvinede af fryd. Efter den dag kunne Emil igen tale med sine medmennesker og det var også ham der spurgte, -Er det dig Thyra, der har bestemt, at vi kun skal rejse én gang om året?
Pensionen venter
Thyra fortalte, at hun var gift med en klog mand. Han havde nemlig valgt sig en ung hustru, der endda var sygeplejerske. Når hun har afsluttet flytningen af ”Lotte” til nye bygninger, hvor hendes ”kronprins” Anne Marie tager over, flytter hun med sin mand til Ebeltoft. –Hvad skal du lave der? Blev der spurgt fra salen, -Lave et nyt ”Lotte”, bare ikke så stort, kom det tørt.
Klapsalverne bragede længe ned over Thyra Frank, og mange var henne og trykke i hånd og takke for et godt foredrag, som kom til, med kaffen, at vare over to timer.







RSS