Hejnsvig på toppen
Efter lørdagens to indledende runder var de 32 herrer og 9 kvinder, der havde klaret cuttet, søndag formiddag klar til finalerunderne. Igen skulle der spilles to gange 18 huller, og det skulle vise sig at mesterskaber først blev afgjort til allersidst. Endda hos begge køn.
Som det er tilfældet i den golf disciplin, hvor man spiller med bold og køller, så er det de tre førende spillere, der starter sidst i den afgørende finalerunde. Hos herrerne var det Steffen Bjørn Andersen, Ålborg, samt Mikkel Grove og Bo Kristiansen, der begge har hjemmebane i netop Hejnsvig, og hos kvinderne Louise Bredvig, Tanja Kristiansen og Randi B. Marquardt, alle fra Hejnsvig Fodboldgolf.
Banerekorden stod for fald
Men det var ikke blandt disse, de nye danske mestre skulle findes. For i de bolde, der var startet umiddelbar forinden, blev der vist høj, høj klasse. Hos herrerne af Bent Sandfeld og Jakob Nissen, der såmænd også var på hjemmebane. Bent Sandfeld leverede en runde i 50 spark, og det var lige nøjagtig nok til at guldmedaljen kom i hus. Jakob Nissen diskede op med weekendens absolut bedste runde. Blot 48 spark brugte han, det er ny banerekord, og det indbragte ham bronzemedaljen. Steffen Bjørn Andersen, der førte inden de sidste 18 huller sluttede på 2. pladsen.
Hos kvinderne var det Britta Kristiansen, ligeledes Hejnsvig Fodboldgolf, der kom susende bagfra. En runde i 58 spark blev det til, og dermed smuttede hun forbi de tre førende og tog guldet. Sølvet gik til Tanja Kristiansen mens Louise Bredvig tog sig af Bronzen efter omspil mod Randi B. Marquardt.
Altså var det spillere fra Hejnsvig Fodboldgolf, der løb med hele 5 af de i alt 6 podiepladser. Fornemt!
Ros til Hejnsvig Fodboldgolf
I forbindelse med præmieoverrækkelsen var der i øvrigt masser af ros fra Dans Fodboldgolf Union til Flemming Marquardt, manden bag Hejnsvig Fodboldgolf, samt de mange hjælpere han havde entreret med i forbindelse med afviklingen af mesterskaberne.
- I har gjort et forbilledligt stykke arbejde. Alt har været veltilrettelagt og tingene har fungeret. Uden Jeres kæmpemæssige, frivillige indsats, ville det slet ikke kunne lade sig gøre at afvikle et mesterskab som dette. Tusinde tak skal i have, lød ordene.
Næste år finder DM i fodboldgolf sted i Himmerland, og her bliver det spændende at se, om spillerne fra Hejnsvig Fodboldgolf kan gentage dette års bedrift, eller om det var hjemmebanefordelen, der gjorde den lille forskel.








RSS