Derbyvinder i fransk træning
Det er ikke første gang, at den franske stortræner Fabrice Souloy prøver at få heste med danske relationer i sin træning. Dansk travsport er stadig at betragte som et uland, når sammenligningen gøres med Frankrig. Her understøttes mange tiltag i såvel trav- som galopsporten af staten, men også af et meget stort og magtfuldt spilleselskab.
De store penge, der er i fransk travsport, har nu gjort, at 7-årige Magic Sisa, trænet i Billund af Gitte Madsen, skal til den succesfulde franske træner Fabrice Souloy. Derbyvinderen fra 2009 befinder sig allerede i Frankrig, da den i søndags var til start på den største af hovedstadens baner, Hippodrome de Vincennes. Her vandt den let og hentede næsten 190.000 kroner i førstepræmie.
- Selv om Magic Sisa ikke havde vundet løbet i søndags, så var det på forhånd aftalt, at han skulle sendes til den franske træner. Ejer Niels Thomsen vil meget gerne prøve et fransk eventyr, og jeg har som lille træner hverken folk eller kapacitet til at køre frem og tilbage mellem Billund og de store baner i Frankrig, siger Gitte Madsen.
Svensk mellemmand
Magic Sisa har ifølge Gitte Madsen været i fin form længe, men af forskellige årsager har diverse kuske bare ikke formået og haft heldet til at få hesten til at arbejde optimalt i løbene.
- Inden starten i søndags i Paris var det kun lykkedes Magic Sisa en gang tidligere at vinde i år. Og det er da irriterende, når man ved, at hesten bare behøver at blive kørt på den rigtige måde og have lidt held, siger Gitte Madsen, som nu håber på yderligere succes i det franske ved hjælp af en svensk mellemmand.
- Vi havde talt om forskellige franske trænere, og her har vi fået god hjælp af den svenske træner Anders Lindqvist, som befinder sig i Frakrig. Men det, som slog hoved på sømmet, var nok, at Souloy har et stort træningssted i Normandiet, hvor der er masser af folde. Magic Sisa er nemlig en hest, som hver dag skal mange timer i folden. Og da Souloy har faciliteterne og til forskel for flere af sine kolleger taler et rimeligt engelsk, så var det nærliggende at valget faldt på ham«, siger Gitte Madsen.
En speciel hest
Magic Sisa har næsten indløbet to millioner kroner og hører til blandt Danmarks bedste ældre travheste. Men han er speciel og tåler sådan set ikke, at dyrlægen blander sig alt for meget, eller at den får ny kusk til hver start.
- Træneren har fået udtrykkelig besked på, at han for alt i verden ikke må lade dyrlægen behandle, uden at vi på forhånd ved besked. Magic Sisa er nærmest allergisk over for dyrlægens sprøjter og får i stedet for at holde sig sund og raks en masse forskellige vitaminer og tilskud til fodret«, siger Gitte Madsen.
Og i løb er han også lidt sin egen, så kusken skal vide, hvad han gør. Heldigvis arbejder den franske træner tæt sammen med et par kuske, som tidligere har kørt Magic Sisa ved franske gæstevisit.
- Forhåbentlig kan kusken, som vandt i søndags, også være klar til næste start, som formentlig bliver midt i oktober«, siger Gitte Madsen, som - selv om hun overlader træneransvaret til Fabrice Souloy - kan se frem til at få lidt økonomisk afkast, hvis Magic Sisa fortsætter med at tjene gode penge.
- Niels Thomsen er en gavmild hesteejer, så det er naturligvis glædeligt, at der også kan blive lidt til mig«, slutter Gitte Madsen.
Staldpigen Lotte Ankerdal afleverede i tirsdags Magis Sisa i hænderne på en finsk staldpige, som forhåbentlig kan få den 7-årige vallak til at føle sig hjemme i sine nye omgivelser.







RSS