Er engagerede medarbejdere en kvalitet?

Da man politisk besluttede, at der i Billund skulle være én skole på én matrikel, var vi ikke i tvivl om, at beslutningen måtte være truffet på et solidt grundlag. Vi var bestemt heller ikke i tvivl om, at man fra politisk side ønskede at involvere os og gøre brug af den viden og erfaring, vi har opbygget på Søndermarkskolen.

På et tidspunkt opdagede vi dog fejlen. Det kunne dokumenteres, at hele beslutningen byggede på en alvorlig misforståelse. Elevtallet viser, at børnene ikke vil kunne rummes på Søndermarkskolen de næste mange år, og de to skoler i Billund nedlægges derfor på et fejlagtigt grundlag.

Det er et dilemma. Er det udtryk for konstruktivt og positivt engagement, hvis man opdager en fejl og ønsker at gøre opmærksom på den? Eller er det udtryk for dyb illoyalitet?

På et møde tilbage i maj måned blev forvaltningen orienteret om fejlen og konsekvenserne af den. Om forvaltningen havde til hensigt at viderebringe denne information var meget uklart, men forvaltningen understregede, at vi naturligvis også var velkomne til selv at kontakte kommunalpolitikerne, hvis vi havde noget på hjerte.

Det havde vi, og der blev derfor udarbejdet et 14 sider langt dokument, der i tekst, diagrammer og illustrationer beskriver dele af de praktiske og økonomiske forhold, der er nødvendige at have kendskab til for at kunne træffe en kvalificeret beslutning om den fremtidige skolestruktur i Billund.

Under udarbejdelsen af dokumentet modtog vi en tjenstlig ordre om, at vi bestemt ikke måtte kontakte politikerne direkte - brevene og al kommunikation skulle sendes via Børne- & Kulturforvaltningens direktør. Samtidig blev det gjort klart, at det kunne få konsekvenser, hvis ordren ikke blev fulgt. Ifølge de oplysninger vi har, er det ikke i overensstemmelse med reglerne for ytringsfriheden for offentligt ansatte.

Vi havde ikke andre muligheder end at følge ordren. Dokumentet blev pakket i 24 personligt adresserede kuverter og indleveret på forvaltningen. Til vores store overraskelse nægtede direktøren at modtage dem. Brevene til politikerne blev ganske enkelt afvist.

I stedet blev der pludselig opstillet en række nye betingelser, som skulle være opfyldt, hvis dokumentet skulle videresendes. Den væsentligste betingelse var, at dokumentet kun måtte indleveres i ét enkelt eksemplar. Samtidig blev det slået fast, at alene borgmesteren ville få overbragt et eksemplar af dokumentet, og desuden ville det være op til direktøren at vurdere, hvornår dette skulle ske.

Samme dag fik repræsentanter fra skolerne den besked, at man på rådhuset nu var opmærksomme på de konsekvenser, beslutningen ville få. Skulle skolerne sammenlægges, ville det kræve en udbygning af Søndermarkskolen, derfor kunne man forvente, at kulturudvalget ville ansøge et større millionbeløb på det kommende budget alene til denne udbygning. Der blev givet flere løfter, og det lå i luften, at man til gengæld forventede, at vi skulle lægge dokumentet til side.

De 24 personligt adresserede kuverter ligger stadig i en kasse på skolen, og vi kan se tilbage på en ugennemsigtig proces med en række lukkede møder uden referat og pludselige og forbløffende beslutninger, der peger i vidt forskellige retninger.

De nyeste meldinger fra budgetforhandlingerne giver ikke indtryk af, at man endnu har overblik over beslutningens konsekvenser. Det er muligt, at man har overblikket, men det bliver mere og mere uklart i hvilken retning, man reelt ønsker folkeskolen i Billund skal udvikle sig.

Vi bidrager gerne med den viden og erfaring, vi har opbygget på Søndermarkskolen, men det kræver naturligvis, at engagerede medarbejdere vurderes som en værdi og ikke en trussel.

Lærere på Søndermarkskolen

(Redaktionen er bekendt med navnene på underskriverne)