Billund IF klar til serie 2
Inden sidste spillerunde stod det klart, at Billund med en sejr over Faaborg/Vrenderup, som i de første 13 kampe blot havde hentet et enkelt point, ville være sikre på oprykningen. Men sådan gik det ikke, den kamp sluttede nemlig uafgjort 2-2.
Dermed var ikke mindre end tre andre hold, Alslev, Hejnsvig og Sig/Thorstrup i spil til oprykningen, men heller ingen af disse formåede at hente fuldt udbytte.
Billunds nærmeste konkurrent, Alslev, tabte med 4-2 til Skovlund, Hejnsvig fik en 6-2 lussing i Grindsted og Sig/Thorstrup spillede uafgjort i Agerbæk. Og dermed rakte det ene point alligevel for Billund.
Sidste spillerundes resultater afspejler i allerhøjeste grad, at det har været en særdeles jævnbyrdig kreds, hvor alle har kunnet tage point fra alle. Billund vinder kredsen med 25 point, Alslev og Grindsted slutter på henholdsvis 2. og 3. pladsen, begge med 24 point, mens Skovlund, som placerer sig lige over nedrykningsstregen, opnåede 22 point, altså blot 3 point mindre Billund.







RSS