Direkte fra Billund til Taba
Taba i Egypten.
Det er Atlantis Rejsers nyhed fra Billund Lufthavn.
- Taba er en mindre, egyptisk lokalitet mellem Sinai-bjergenes kantede silhuetter og Aqaba-bugtens klare, blå vand. Omgivet af palmer og en smuk, bred sandstrand ligger hotelbyen Taba Heights. Byen har sit eget lille centrum med restauranter, forretninger og caféer. Der er ikke det vilde natteliv men til gengæld fred, ro og gode hoteller med gode strande og masser af faciliteter, siger Pernille Ammitzbøl, kommunikationschef hos Atlantis Rejser.
Selskabet letter én gang om ugen til sin nye destination.
Hun har store forventninger til selskabets nye rejsemål.
- Vi har rigtig mange gæster, der tager til Egypten for både anden og tredje gang. Og derfor har vi i længere tid gerne villet tilbyde dem noget andet end de traditionelle badebyer, siger Pernille Ammitzbøl.
Gode udflugtsmuligheder
Hun slår samtidig fast, at udflugtsmulighederne er gode fra Taba.
- Der er noget for enhver smag, uanset om man vil udforske oldtiden i den gemte by Petra, svømme med delfiner i Eilat, spise middag i Sinai med beduinerne eller måske besøge to af verdens mest kendte byer Cairo, hvor pyramiderne kan besigtiges, eller Jerusalem, der er hjemby for Grædemuren, siger Pernille Ammitzbøl, der tilføjer, at det alt sammen ligger inden for en rimelig rækkevidde.
Taba er til folk, der gerne vil prøve noget der er lidt mere afslappende. Foto: Per Gudmann








RSS