Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Indland

Der skal sex på skemaet i de små klasser

04.02.2012 kl. 15:49 Af Ritzau
Annonce
Sex & Samfund vil have seksualundervisning i de små klasser og sætter med kampagnen "Uge Sex" fokus på emnet.

Mandag skyder Sex & Samfund kampagnen "Uge Sex" i gang. Den skal for fjerde år i træk sætte fokus på seksualundervisningen i folkeskolen, men som noget nyt omfatter den i år også landets 4.- og 5. klasser.

Ifølge projektleder Pia Sandra Ernst fra Sex & Samfund er ambitionen, at de 10-12-årige i fremtiden får sat seksualundervisning på skemaet skoleåret rundt.

- Det bliver nemmere at tale om følelser og seksualitet, hvis man gør det med jævne mellemrum, og hvis man starter tidligt. Så man ikke bare lige pludselig havner i 7. klasse, uden man har snakket om det. For hvordan tager man så lige hul på emnet, siger hun.

Flere end 185.000 elever deltager i "Uge Sex", men Sex & Samfund understreger, at det ikke er nok med en enkelt uges fokus på seksualundervisning om året.

- Derfor håber vi også, at skolerne vil bruge vores omfattende materiale til at beskæftige sig med seksualundervisning løbende gennem hele skoleåret, siger Pia Sandra Ernst.

- Man glemmer det nemlig, hvis man kun beskæftiger sig med det i en kort periode. Derfor er det vigtigt, at seksualundervisningen bliver mere integreret i undervisningen året rundt.

For at det skal ske, kræver det at lærerne bliver bedre rustede til at varetage seksualundervisningen, understreger Pia Sandra Ernst.

- Vores evalueringer viser, at det fortsat ikke er alle, der er tilfredse med den seksualundervisning, de kan varetage. Og de bliver ikke efteruddannet i det, siger hun.

I 2013 bliver 2.-3. klasserne også en del af "Uge Sex", og i 2014 udvides kampagnen helt ned til 0. klasse.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Indland-forsiden

Bedøm artiklen:
0
 har stemt. Gennemsnit
0,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock